4500 år med yoghurt

Yoghurt er et mælkeprodukt med en historie, der kan spores hele 4500 år tilbage. Og den lange historie er medvirkende til, at det fremstilles på mange forskellige måder rundt om i verden. Yoghurt kan have mange forskellige smagsvarianter og anvendelser alt efter hvilken mælk og metode, der er brugt til at lave det.

Navnet yoghurt kommer fra Tyrkiet og stammer fra ordene yoğurmak, som betyder ”at ælte”, og yoğun, der betyder ”tæt” eller ”tyk”.

I Egypten laver man for eksempel yoghurt af mælk fra vandbøfler. Yoghurten kaldes zabadj, og den spises især under fastemåneden Ramadan, hvor man spiser det for at mindske tørsten i løbet af dagen.

Også i Indien bruges yoghurt som en tørstslukker. Raita serveres kold og kan være smagt til med krydderier som koriander, spidskommen, mynte og cayennepeber. Hvis man derimod spiser sin raita naturel, virker den afkølende i forhold til de stærkt krydrede retter i det indiske køkken.

På den indonesiske ø Sumatra er det vandbøflens mælk, der bruges til at lave yoghurt. Den lokale variant kaldes dadiah eller dadih. Den gærer man i bambusbeholdere, hvorefter den tildækkes med bananblade. Dadih spises ofte til morgenmad sammen med ampiang (en slags traditionelle Rice Krispies) og kokosnødder.

I Jordan spiser man jameed, som er en saltet og tørret yoghurt.

Dahi er en yoghurt, som er populær i Nepal, hvor den serveres både som forret og dessert. Dahi er en del af den nepalesiske kultur, og den spises ved alt fra højtider til religiøse begivenheder. Den mest kendte type kaldes juju dahu, og den stammer fra byen Bhaktapur.

En måde at påvirke smagen af yoghurt på er at variere fedtindholdet. I Tyskland spiser man ofte en særlig cremet og fed yoghurt, rahmjoghurt, med op til 10 procents fedtindhold. Cream-top-yoghurt er til gengæld et produkt med lavt fedtindhold. Det fremstilles i øvrigt af uhomogeniseret mælk.

Danone lavede sin første frugtyoghurt for mere end 90 år siden. Frugtyoghurt er blevet en succes i hele verden, og det findes i dag i mange forskellige varianter.